Det lærer du

Du bliver specialist i at udbytte jordens naturressourcer uden at gå på kompromis med fx planternes kvalitet. Du lærer at arbejde med planter, miljø og klima på et højt niveau, så du kan finde bæredygtige løsninger, der kan løse de globale udfordringer. 

Fx får du en masse viden om brugen af planter, og du lærer at vurdere effekten af en fødevareproduktion, så denne belaster miljøet mindst muligt. Der er også fokus på udvikling af nye afgrøder til fødevarer, på at designe bæredygtige jordbrugssystemer og på bekæmpelse af skadedyr. 

På kandidaten specialiserer du dig i enten plantevidenskab med fokus på enkeltplanter og planteprodukter eller i produktion og miljø, hvor du ser på de forhold, som har indflydelse på planteproduktionen. 

Mød Morten, der forsker i agronomi, og som vil gøre alt for en bæredygtig udvikling

Agronomi er en kandidatuddannelse, der varer 2 år, og som tages på Københavns Universitet.

Inden du kan starte, skal du have en relevant bacheloruddannelse, som fx naturressourcer

Jobbet

Som færdiguddannet kan du kalde dig agronom og få arbejde som fx rådgiver mange steder. Det kan være i private firmaer, i brancheorganisationer som fx Landbrug og Fødevarer, i kommuner eller på universiteter. 

Du kan arbejde med forvaltning af jordbrug, miljø, fødevarer, natur, global fødevareproduktion og meget mere. Du er specialisten på dit område og kan rådgive om forarbejdning, forbrug og kvalitet - alt sammen med fokus på en bæredygtig udvikling.

Du kan også vælge at undervise eller forske videre og tage en ph.d.-uddannelse.

Har du fået smag for en uddannelse, der kan føre dig til mange jobs i en vigtig branche? Søg ind og bliv agronom – der er brug for dig!

Se mere på ug.dk