Det lærer du
Husdyrvidenskab giver dig stor viden om produktionsdyr, kæledyr, forsøgsdyr og dyr i dyreparker. Du lærer, hvordan disse dyr bruges og passes på en bæredygtig måde med fokus på dyrevelfærd og miljøet.
Du lærer også om dyrekroppens anatomi og fysiologi, dyrs præstationsevne, og du undervises i fodring, pasning og avl. Du får altså en bred naturvidenskabelig uddannelse med kendskab til ernæring, adfærd, avl, etik og krav til miljø.
På kandidaten kan du vælge mellem forskellige valgfag og specialisere dig inden for særlige områder som fx produktionsdyr.
Bacheloruddannelsen tager 3 år og kandidaten 2 år. Begge uddannelser læses på Københavns Universitet.
Jobbet
Med en uddannelse i husdyrvidenskab er du eftertragtet til at hjælpe virksomheder og organisationer med at optimere deres husdyrproduktion, så den er mest bæredygtig og passer på miljøet.
Du kan også arbejde med rådgivning inden for adfærd, avl eller ernæring i biotekvirksomheder eller foderindustrien.
Underviser på landbrugsskoler eller universitetet er også en mulighed, eller du kan forske videre og tage en ph.d.
Du har masser af muligheder, når du læser husdyrvidenskab. Så hvis du vil være med til at gøre en forskel og sætte fokus på dyrs sundhed og trivsel, er det lige dig, vi har brug for!
Læs mere på ug.dk