Det lærer du

Læser du naturressourcer lærer du, hvordan vi bedst arbejder med og i naturen. Det er både en natur- og samfundsvidenskabelig uddannelse med fokus på bl.a. planter, miljølovgivning, økonomi, økologi og bæredygtighed.

Du lærer derfor en masse om biologiske processer, og hvordan de i samspil med vores behov belaster klimaet mindst muligt. Du bliver skarp til i praksis at finde løsninger på konkrete problemer.

På uddannelsen skal du specialisere dig inden for et af følgende områder - dermed kan du vælge lige det, som interesserer dig mest:

  • Plantevidenskab
  • Miljøvidenskab
  • Naturforvaltning
  • Miljøøkonomi

Bacheloruddannelsen varer 3 år og læses på Københavns Universitet

Jobbet

Du har masser af muligheder, og du er meget efterspurgt, uanset hvilket speciale du vælger. Typisk vil du arbejde med rådgivning - måske inden for plante- og miljøvidenskaben og hjælpe både private og offentlige virksomheder med at håndtere de stigende miljøudfordringer.

Du kan også vælge at arbejde som forvalter inden for landbrug, havebrug, fødevarer, ulande, skov og natur. Eller blive produktudvikler inden for fødevareproduktion og industri. Underviser, forsker eller selvstændig iværksætter er også en mulighed.

Uanset speciale og interesse har du mange jobs at vælge imellem - både i Danmark og i udlandet. 

Klimaudfordringerne vokser i takt med verdensbefolkningen stiger. Og der er brug for dig til at finde de rigtige bæredygtige løsninger. Derfor skal du overveje en uddannelse, der gør en forskel, og hvor jobbet står klar til dig.

Læs mere på ug.dk