Introduktion

Planter er omdrejningspunktet for mange af tidens mest aktuelle dagsordener: Sundhed og fødevarer, klima, biodiversitet, natur og miljø.

På Plante- og fødevarevidenskab lærer du om planters liv – fra de mindste mikroorganismer til de største økosystemer. Du lærer om, hvordan jord, vand, klima og sygdomme spiller ind på planter og om planternes rolle i en grønnere fremtid – på marken og på tallerkenen som sunde, nærende og velsmagende fødevarer. Dermed er du med til at finde de bæredygtige løsninger, der skal til, når vi i 2050 skal producere mad nok til måske mere end ni milliarder mennesker på én og samme jordklode.

På uddannelsen vil du opleve balance mellem teori og praksis – både i undervisningen og når du og din studiegruppe arbejder med et af de mange projekter, som uddannelsen er bygget op omkring. Når du lægger bøgerne til side, kan du f.eks. hente elefantgræs i marken, tage det med i laboratoriet og undersøge, hvor meget biomasse du kan høste til tøjfibre, gødning eller biogas. Det kan også være, at du sammenligner klimaaftrykket for oksekød, kikærter og hestebønner for at finde den gode balance mellem næringsindhold, optagelighed og CO2-aftryk.

1920 D 03 07 008 Copy

Fire gode grunde til at læse Plante- og fødevarevidenskab:

1. Du får jord under neglene og råvarerne i hænderne. På uddannelsen fordyber du dig i teorien og får pensum foldet ud i laboratoriet og på marken.

2. Du får lov til at nørde cellebiologi, biokemi og genetik, samtidig med at du får styr på de store sammenhænge i fremtidens fødevareproduktion – fra frø til jord og fra jord til bord.

3. Du uddanner dig på et højaktuelt område og får efterspurgte kompetencer. Klimakrise, grøn omstilling, et renere miljø, mere biodiversitet, bæredygtige fødevarer – der er brug for din viden derude.

4. Du får et solidt grundlag af viden om planter og dyrkningssystemer, og på femte semester kan du fordybe dig på enten fødevarelinjen i Aarhus eller plantelinjen på AU Viborg.

Hvad kan du få af job?

Med en uddannelse inden for plante- og fødevarevidenskab kommer du ud på et arbejdsmarked, hvor der er stærk brug for dig og din viden.

Måske bliver det dig, der hjælper med at vælge de nye klimarobuste sorter til markerne?Eller dig, der som specialist i bæredygtighed er med til at udvikle og implementere nye løsninger, der tager hensyn til både klimaet, miljøet, biodiversiteten og landmandens forretning?

Eller hvad med at være den, der finder den helt rigtige opskrift på en plantebøf, som får selv inkarnerede kødspisere til at vælge de plantebaserede alternativer?

Én ting er sikkert: Der er masser af spændende jobs til dig, der vil udvikle fremtidens fødevarer eller drømmer om en hverdag, som veksler mellem dage på kontoret og dage ude i den friske luft med gummistøvlerne på.

Den grønne omstilling kalder på nye løsninger, der tager hensyn til klima, miljø og biodiversitet. Dem kan du være med til at finde med en uddannelse inden for planter og fødevarer.

Læs mere på ug.dk 

Bacheloruddannelsen

Kandidatuddannelsen